Ny direktion i Ungdomsbureauet

Anna og Christian overtager fra Olav og Katrine

Big news! I Ungdomsbureauet har vi pr 15. marts 2021 foretaget et generationsskifte på direktionsgangen, hvor Anna Asghari sammen med Christian Bay overtager ledelsen fra Olav Hesseldahl og Katrine Damgaard.

Skiftet sker i fred og fordragelighed, og det er en beslutning der har været på vej i et stykke tid. I syv år har Olav været engagementsdirektør, og siden august 2019 har han været flankeret af Katrine som organisationsdirektør, men nu føler de at tiden er inde til at give stafetten videre.

Valget er faldet på Anna og Christian, og begge er blevet valgt efter en meget grundig proces, forklarer bestyrelsesformand Mikkel Bohm:

“I bestyrelsen er vi meget glade for at byde Anna Asghari og Christian Bay velkommen som ny direktion i Ungdomsbureauet. Vi har haft en grundig dialog med Anna og Christian op til ansættelsen, og vi er enige om, at begge har de helt rigtige kvalifikationer til at bygge videre på Ungdomsbureauets vigtige arbejde med at engagere flere unge i den demokratiske debat.”

Anna og Christian udgør direktionen fra og med 15. marts. Olav er tilknyttet organisationen indtil udgangen af marts, mens Katrine er her til udgangen af april.

Du kan læse mere om overvejelser og fremtidsdrømme i Annas tiltrædelsesinterview hos Altinget herunder:

Generationsskiftet. Anna og Christian (midten) overtager både ledelse og lysstofrør fra Olav og Katrine.