Direktionsassistent i Ungdomsbureauet
Få dagligdagen på UB til at glide
Kan du godt lide, når sudokuen går op, eller du finder den næste brik i puslespillet? Er du motiveret af at bruge din energi på at hjælpe andre ved at skabe struktur og overblik? Ungdomsbureauet har brug for en direktionsassistent, der skal arbejde tæt sammen med ledelsen om at få dagligdagen til at glide. Vi leder derfor efter en nysgerrig og service-minded kollega.
Dine opgaver vil gå på tværs af organisationen med fokus på centrale processer, der får alting til at hænge sammen. Arbejdet foregår både i Excel, i møder med direktionen, kollegaer og af og til på græs med os alle, når vi sammen laver festivaler og andre aktiviteter. Din fornemste opgave bliver at understøtte direktionen, så Ungdomsbureauet bliver ved at være et sted med god ledelse.
Dine primære ansvarsopgaver vil være:
-
- Varetagelse af administrative processer med relevans for direktionen (f.eks. diverse HR- og økonomistyringsopgaver)
- Research og forberedelse af materiale til direktionen i forbindelse med forskellige beslutningsprocesser
- Øvrige ad hoc-opgaver i samarbejde med direktionen og sekretariatet (vi henter selv vores kaffe, men kan tit have brug for et ekstra hoved eller hænder til mange andre ting)

Om dig
Vi har ingen specifikke forventninger til din uddannelse eller baggrund i øvrigt. Til gengæld er det vigtigt, at du oprigtigt er motiveret af ovenstående. Og du skal være klar på at ringe myndigheder op, når reglerne er forvirrende, og dykke ned i en Google-søgning, når svarene ikke giver sig selv.
Når det er sagt, kræver arbejdet også en god portion ordenssans og evnen til at arbejde selvstændigt, målrettet og struktureret. Derudover skal du have mod på at indgå i en organisation med et højt tempo, højt til loftet, relativt tætskårne processer og stor handlingsparathed, hvor samarbejde er afgørende
Om os
Ungdomsbureauet er en nonprofitorganisation, der arbejder for, at alle unge bliver en naturlig del af beslutninger, der påvirker deres liv. Det gør vi ved skabe betingelser for unges engagement i samfundet og beslutningstageres engagement i unge. I over 10 år har vi lavet projekter såsom festivaler, konferencer, workshops, undervisning, bogudgivelser, podcasts og meget mere. I alt hvad vi gør og siger, lader vi os vejlede af vores tre værdier: fantasi, ejerskab og mod.
Vi tilbyder:
-
- Tillid, frihed og ansvar i ligelige mængder
- Stejl læringskurve og indflydelse på arbejdsmetoder og
-processer - Et ungt og socialt arbejdsmiljø med åbensindede og kompetente kollegaer
- Centralt beliggende kontor i et af Københavns mest kulørte kvarterer, Kødbyen
- Muligheden for at præge den demokratiske dagsorden og gøre en forskel for og med unge sammen med resten af Ungdomsbureauet
Det praktiske
Arbejdstiden er som minimum 25 timer om ugen, men vi vil gerne tale med dig om, hvad der giver bedst mening. Jobstart er snarest muligt, men ikke senere end 1. oktober 2023.
Du kan læse mere om Ungdomsbureauet og vores arbejde lige her på www.ungdomsbureauet.dk.
I Ungdomsbureauet gør vi os umage for at skabe et mangfoldigt arbejdsmiljø, der er trygt for alle at være en del af. Vi opfordrer alle med interesse i stillingen om at søge, uanset hvem de er.
Ansøgningsfrist er den 25. august 2023
Samtaler afholdes i slutningen af august 2023
Sådan søger du
Ansøgning sendes til job@ungdomsbureauet.dk med emnefeltet “direktionsassistent”.
Brug max én A4-side på at fortælle os lidt om dig selv, hvorfor det skal være dig, og hvorfor du søger stillingen.
Har du spørgsmål til stillingen, skal du være velkommen til at kontakte vores organisationsdirektør Christian Bay på Christian@ungdomsbureauet.dk
Vi glæder os til at høre fra dig!
