PRAKTIK PÅ UFM

Vil du være med til at skabe verdens største demokratifestival for unge?

Skal du være praktikant på Ungdommens Folkemøde?

Interesserer du dig for arbejdet med festivaler og større begivenheder, og ønsker du at kombinere det med din interesse for unge, demokrati og samfundsengagement? Vil du have erfaring med planlægning, afvikling og vidensindsamling på en festival, hvor sceneindslag, workshops og dialog er kernen i at styrke unges demokratiske selvtillid? Så har du nu mulighed for at blive en del af holdet bag Ungdommens Folkemøde.

Hver år samler Ungdommens Folkemøde op mod 30.000 unge deltager til en to-dage i demokratiets tegn. Festivalen har til formål at øge den demokratiske selvtillid blandt unge og skabe mere ungdomsmag. 
Vi startede tilbage i Søndermarken, og rykkede i 2018 til Valbyparken. På Ungdommens Folkemøde kan du opleve en væld af forskellige organisationer, civilsamfundsaktører, ungdomsorganisationer mm., når de indtager de forskellige tematelte omkring pladsen. Ungdommens Folkemøde sætter igen teltpløkkerne i Valbyparken i september 2024. 

Som praktikant hos Ungdommens Folkemøde bliver du en del af et team på seks. Vi er alt fra eventkoordinatorer til etnologistuderende og performance-designere. Vi er fordelt ud på forskellige ansvarsområder af festivalen, men samarbejder og sparrer hver dag på tværs. 

Hvem er du?

Måske studerer du på en uddannelse, der beskæftiger sig med events og begivenheder, kunst eller kultur, samfund og demokrati eller noget helt tredje – måske studerer du slet ikke. Det vigtigste er, at du har lyst til at lære mere om de forskellige faser ved tilrettelæggelse og udvikling af projekter og events.

Derudover skal du også gerne kunne se dig selv i både praktiske opgaver på festivalpladsen og analyse- og skrivearbejde, når festivalen skal evalueres. Det er også en fordel, hvis du er nysgerrig og åben over for at løse mange forskelligartede opgaver i et team med mange projekter og bolde i luften og ikke mindst store visioner og drømme. 

Som praktikant vil du blandt andet være med til: 

  • Projektkoordinering og tilrettelæggelse af mindre events
  • Udvikling af undervisningsmateriale
  • Konceptudvikling i forbindelse med partnerskab   
  • At bistå med kommunikationsarbejde og SoMe-opgaver
  • Forberedelse af evaluering

Måske kan du se dig selv i alle opgaverne, måske kun i én? Vi forventer ikke, at du kan det hele og tager højde for, at du som praktikant kan bidrage med noget helt unikt. Så opgavelisten udvikler sig, alt efter hvem du er, og hvad du drømmer om.

Praktikstillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling, men der er plads til at have undervisning, opgaver og eksamener ved siden af. Vi tager højde for dit studie og er fleksible med at få dine arbejdstider til at gå op med dine praktikvilkår. 

Hvordan er kontoret?

Ungdommens Folkemøde er en del af Ungdomsbureauet, hvor du kommer til at have din faste gang som praktikant. Ungdomsbureauet er en erhvervsdrivende fond med et almennyttigt formål. Man kan også bare sige en NGO. Vi er 27 idealister og holder til i Kødbyen i København som del af Ungdommens Demokratihus, hvor vi bebor førstesalen. I stil med resten af huset forsøger vi det bedste vi kan at styrke danske unges demokratiske selvtillid – et smukt match, synes vi. Men den slags mission kræver god energi, så for at give tilværelsen kulør, har vi lysstofrør og farverige plakater på væggene, og vores kaffemaskine er den tro væbner gennem dagen. Kort og godt, et energisk og hyggeligt miljø! 

Sådan søger du

Har du nogle spørgsmål, kan du kontakte festivalleder Anna Vibe Pedersen på annavibe@ungdomsbureauet.dk

Du ansøger ved at sende CV og en motiveret ansøgning på max en A4-side om, hvorfor du vil være en del af Ungdommens Folkemøde til job@ungdomsbureauet.dk - skriv Praktikant på UFM i emnefeltet.

Deadline for ansøgning er den 5. december, og vi forventer at holde samtaler i uge 50

Vi glæder os til at høre fra dig!