Frivilligansvarlig til Ungdommens Folkemøde

Festivalerfaring og frivilligledelse

Ungdommens Folkemøde er ikke kun skabt for unge. Festivalen er i lige så høj grad også skabt af ungdommen selv. Dette ses både på festivalpladsen, hvor stadeholdere inviterer til aktiv medskabelse og deltagelse, men i særdeleshed også i både planlægningen og afviklingen af festivalen, hvor vores over 100 frivillige gør en kæmpe indsats side om side med medarbejderne på Ungdomsbureauet. Vi er lige nu i gang med at gøre rammerne for vores frivillige endnu bedre.  
 
Hos Ungdommens Folkemøde leder vi efter en, der kan stå i spidsen for at styrke rammerne for vores frivillige på og omkring festivalen og være bindeleddet mellem Ungdommens Folkemødes sekretariat og vores frivillige. Jobbet som frivilligansvarlig består af rekruttering af nye frivillige, udvikling af nye frivilligteams, fastholdelse, koordinering af sociale aktiviteter og opkvalificering samt mindre kommunikationsopgaver i teamet. 

Dine primære arbejdsopgaver bliver derfor:

  • Planlægning af aktiviteter (f.eks. frivilligweekender, -kurser, -fester) for vores kernefrivillige
  • Opstarte vores nye kernefrivilliggruppe
  • Være sparringspartner for kernefrivilliggrupperne
  • Planlægge og styre rekrutteringen af afviklingsfrivillige til Ungdommens Folkemøde
  • Indrette og drive frivilligområdet på Ungdommens Folkemøde

Du vil blive en del af teamet bag Ungdommens Folkemøde, hvor vi har et tæt fællesskab og sammen lægger retningen for hele festivalen. Vi sparrer ofte med hinanden, og der vil også være opgaver, der rækker ud over din kerneopgave som frivilligansvarlig, ligesom hele teamet er med til f.eks. frivilligweekender og hjælper til med rekruttering.

Hvad vi kan tilbyde dig: 

  • Erfaring med festivalarbejde hos en stor demokratifestival for unge 
  • En ung arbejdsplads i en mindre NGO med 26 engagerede unge mennesker, der brænder for at styrke unges stemme og rolle i samfundet.  
  • At blive en del af et team, der har det sjovt sammen, også når vi har travlt.  
  • Et fleksibelt arbejdsmiljø med højt til loftet på Vesterbro i København  
  • En tempofyldt og udviklende dagligdag, med masser af meningsfulde opgaver  

    Om dig

    • Du har erfaring med frivilligkoordinering eller har stor interesse i at få det. 
    • Du har kendskab til frivilligmiljøer – måske fordi du selv har frivilligt arbejde? 
    • Du har gode koordineringsfærdigheder og kan lide at være tovholder på projekter 
    • Du finder det naturligt at indgå i nye fællesskaber og god til at skabe nye relationer 
    • Du har erfaring med mindre kommunikationsopgaver og SoMe og er en skarp formidler 

      Det praktiske

      Stillingen er en studenterstilling på deltid og dermed på 10-15 timer om ugen, og du er timelønnet. Jobstart er snarest muligt.

      Ungdomsbureauet har kontorer på 1. salen af Ungdommens Demokratihus på Slagtehusgade 10A i København. Her vil du have din daglige gang sammen med resten af medarbejderflokken.

      Du kan læse mere om Ungdomsbureauet og vores historie her, og mere om Ungdommens Folkemøde på projektsiden eller UFMs eget website her.

      Ansøgningsfrist er den 11. april og vi inviterer løbende til samtaler

      Sådan søger du

      Ansøgning sendes til job@ungdomsbureauet.dk med emnefeltet “Frivilligansvarlig”.

      Brug max én A4-side på at fortælle os lidt om dig selv, hvorfor det skal være dig, og hvorfor du søger stillingen.

      Har du spørgsmål til stillingen, skal du være velkommen til at kontakte vores festivalchef. Hun hedder Anna Vibe, hun er helt ufarlig, og hun svarer gerne på det hele. 

      Vi glæder os til at høre fra dig! 

      Anna Vibe Pedersen, festivalchef

      annavibe@ungdomsbureauet.dk

      Tlf +45 28 96 62 63